Alt lukker ned. Jeg kan næsten ikke holde øjnene åbne, og koncentrationen er umulig at bevare. Jeg sidder tilbage med en enorm frustration over gerne at ville, men ikke at kunne.

Jeg kan ikke bare bide tænderne sammen, finde lidt mere energi og kæmpe mig igennem. Når min hjerne når sin grænse, hjælper viljen ikke længere.

Det minder på mange måder om en mobiltelefon, der løber tør for strøm. På et tidspunkt lukker den bare ned. Sådan kan det også føles med min hjerne – bortset fra at den tager resten af mig med sig.

Og det kan ske på de værst tænkelige tidspunkter.

På min egen bryllupsdag

Jeg sidder på en restaurant overfor den kvinde, jeg elsker. Vi er der for at fejre vores bryllupsdag.

Jeg vil gerne være til stede. Jeg vil gerne nyde maden, samtalen og tiden sammen med hende.

Men trætheden skyller ind over mig.

Jeg gaber. Mine øjne begynder at knibe sig sammen. Det bliver sværere og sværere at koncentrere mig om vores samtale, og jeg forsøger desperat at holde fast.

Det er vildt frustrerende.

Og helt ærligt er det også flovt.

For hvordan forklarer man, at man sidder og gaber og næsten ikke kan holde øjnene åbne over for sin elskede på sin bryllupsdag – samtidig med at man faktisk rigtig gerne vil være der?

Det er ikke manglende interesse. Det er ikke kedsomhed. Og det er bestemt ikke, fordi jeg hellere ville være et andet sted.

Jeg kan bare ikke mere.

Jeg forsøger stadig at forstå min hjernetræthed

Min hjernetræthed er markant, og jeg forsøger stadig at forstå samspillet mellem belastning, udtrætning og restitution.

Der findes mange gode råd om at holde pauser, planlægge sin energi og undgå overbelastning. Men jo mere jeg har forsøgt at forstå min egen hjernetræthed, desto flere spørgsmål er der også dukket op.

Det frustrerer mig, at så mange mennesker lever med hjernetræthed, og at vi stadig mangler så mange svar.

Der findes forskning og mange gode råd, men jeg har endnu ikke fundet en forklaring, der får alle brikkerne til at falde på plads for mig:

Hvorfor kan jeg have det godt det ene øjeblik og næsten lukke ned det næste?

Hvorfor varierer min kapacitet så meget?

Hvad er det egentlig, der sker, når jeg restituerer?

Og hvorfor kan konsekvenserne af at have presset mig for hårdt følge mig længe efter, at selve aktiviteten er slut?

Batteriet er en god forklaring – men noget mangler

Jeg kan godt lide tanken om at bruge et batteri som billede på min energi.

Batteriet repræsenterer min kapacitet. Nogle aktiviteter bruger energi, mens hvile og restitution hjælper med at lade batteriet op igen.

Efter min hjerneskade er batteriet blevet mindre end før. Jeg har ganske enkelt ikke den samme mængde energi til rådighed, som jeg havde tidligere.

Og når batteriet er tømt, rammer hjernetrætheden.

Det er enkelt. Det er visuelt. Og det er nemt at forstå.

Men jeg tror ikke længere, at det er hele forklaringen.

For batterimodellen forklarer ikke særlig godt, hvorfor jeg det ene øjeblik kan føle mig frisk, klar og deltagende – og kort tid efter opleve, at næsten alt lukker ned.

Den forklarer heller ikke, hvorfor nogle dage er markant bedre end andre.

Eller hvorfor jeg nogle gange oplever, at aftenen faktisk kan være lettere for mig end formiddagen.

Hvis jeg bare havde et batteri med en bestemt størrelse, burde udviklingen være mere forudsigelig: Jeg bruger energi, batteriet bliver gradvist tømt, og til sidst er det tomt.

Men sådan oplever jeg ikke min hjernetræthed.

Der er mere på spil

Jeg har ikke den færdige forklaring.

Men efterhånden som jeg har arbejdet med min egen energiforvaltning, er jeg blevet mere og mere overbevist om, at der må være flere faktorer i spil end blot, hvor meget energi jeg har tilbage på batteriet.

Min kapacitet ser ud til at forandre sig.

Tidligere belastning ser ud til at påvirke, hvad jeg kan klare senere.

Og nogle gange kan jeg tilsyneladende presse mig længere, end jeg egentlig har energi til – men så kommer regningen bagefter.

Det er blandt andet disse spørgsmål, der har fået mig til at tænke videre over begreber som resiliens, effektiv kapacitet og efterslæbet fra en overbelastning.

Ikke fordi jeg mener at have fundet den endelige videnskabelige forklaring på hjernetræthed.

Men fordi jeg har brug for en model, der bedre kan beskrive det liv, jeg faktisk oplever.

Jeg vil stadig – men min hjerne kan ikke altid følge med

Tilbage på restauranten ender det med, at jeg går ud på toilettet i et forsøg på at samle mig selv.

Jeg er heldig, at hun er så forstående.

Men der er mange følelser i spil, og det føles ganske enkelt flovt at sidde og gabe på sin bryllupsdag over for den, man elsker.

Og måske er det netop dét, der er det sværeste ved hjernetrætheden:

Jeg har ikke mistet lysten til at opleve, være nærværende eller leve mit liv.

Jeg vil stadig alt det, jeg kunne før – men min hjerne kan ikke altid følge med.

Derfor er det heller ikke nok for mig bare at få at vide, at jeg skal huske at holde pauser eller passe på min energi.

Jeg har brug for at forstå, hvad der sker med mig.

Hvorfor kan jeg have det godt det ene øjeblik og næsten lukke ned det næste? Hvad belaster mig? Hvad hjælper mig tilbage? Og kan jeg lære mine egne mønstre så godt at kende, at jeg kan nå at reagere, før hjernen gør det for mig?

Jeg leder ikke efter en måde at presse mere ud af en hjerne, der allerede er træt.

Jeg leder efter en måde at forstå den godt nok til, at jeg kan bruge den energi, jeg har, på det liv og de mennesker, der betyder noget for mig.

Det er den vej, jeg er begyndt at lede efter.