“Du kan ikke længere det samme som før og du kommer ikke videre, før du accepterer det.”

Terapeuten sad overfor mig og det var tydeligt hendes ord skulle bære vægt.  Men de resonerede ikke i mit sind. Jeg hørte hende bede mig give op?!

En bristet hals kranspulsåre, to blodpropper, en halvsidig spastisk lammelse havde sendt mig til tælling. Efter en måned på Skejby, og 3 måneders genoptræning på Hammel var jeg hjemme og blev nu hjulpet af et hold af ergo og fysioterapeuter i kommunen.

Men som i Hammel oplevede jeg en stor forsigtighed til at skubbe til min krops grænser.

Mellem vores træningsdage brugte jeg tiden på nettet, hvor jeg forsøgte at forstå dels hvilken skade jeg havde fået, hvad det betød for mig og min familie. Men også hvilken fremtid kunne jeg forvente og specielt om jeg kunne gøre noget for at påvirke udfaldet? 

Jeg havde fået en senhjerneskade, men det var ikke kun mit liv som var påvirket. Hele min familie og specielt min elskede kæreste var også blevet ramt. Hendes liv havde fået en ny retning og det var mit ansvar at kæmpe og få så meget ud af genoptræningen som muligt!

Jeg vidste godt med min hjerne, at min terapeut aldrig ville bede mig give op – hvorfor skulle hun dog ønske dét? Men hun var fuldstændig uvidende vandret ind i et minefelt af forskellige værdibegreber, hvor jeg hørte hende sige: “Du skal nok acceptere, at det aldrig bliver så meget bedre!”

Måske er jeg ene om denne mening – men jeg synes ikke at jeg har svært ved selverkendelse eller at se kendsgerninger i øjnene.

Ja, jeg har fået svære skader i min hjerne, og det er noget lort – men jeg nægter at acceptere at det ikke kan blive bedre. Vejen frem bliver helt sikkert svær, og forbundet med nederlag, smerter og ubehag – Men hvad er alternativet? At give op og lade stå til?

Det var faktisk sølle hvad jeg kunne finde på nettet af erfaringer til at bygge min egen vej frem – enten fandt jeg erfaringer der var skrevet af jubelidioter med en fuldstændig absurd fortolkning af deres genoptræning, eller healeres erfaringer med krystaller og kosttilskud. Jeg fandt ingen lægefaglige artikler der beskrev en genoptræning der skubbede til og krævede patientens egen motivation?!

Jeg vil ikke acceptere min skade – og har aldrig aldrig givet op! Siden den dag med terapeuten har jeg lært at min udviklingskurve stadig stiger og jeg genvinder stadig noget af det tabte tilbage – Kurven er meget meget meget flad, men den stiger og er ikke toppet.

Ved at forstå alt hvad jeg kan omkring min skade finder jeg typisk nye strategier, løsninger og mulige veje frem.

Jeg tænker tit tilbage på hvor meget håb min terapeut uvidende slukker i hendes borges øjne ved at sige tingene som hun gjorde – hvad ville der mon ske hvis hun i stedet havde sagt:

“Din skade er stor, det her bliver svært – men jeg skal nok hjælpe dig! ”